MELODI GRAND PRIX 2017

melodi2









Jeg har ventet rigtig længe på den her aften – ja et helt år faktisk. Efter 2 år hvor Danmark ikke er blevet stemt videre til det internationale Eurovision, kan jeg mærke, at 2017 er året hvor vi gør, og forhåbentlig ender i top 10. Jeg krydser i hvert fald fingre for det. Det er for pinligt, hvis vi igen i år ikke kommer med til den endelige konkurrence. Men jeg synes faktisk at de 10 bud fra Danmark virker ret lovende. Mine favoritter må jeg nok sige er nr. 1, 4 og 8 – så må vi se, om jeg er imponeret nok over dem i aften med deres performance. Dog troede jeg aldrig at det skulle komme fra mig, men selvom jeg ikke er på bølgelængde med Sada Vidoo’s daglige dukkeudklædning og underlige tankegang, så lyder hendes sang forholdsvis god. Jeg håber stadig på, at nr. 1 eller 4 trods alt vinder, af den simple årsag, at jeg ikke synes at hun giver folk et realistisk blik på, hvordan Danmark er. Hun skal ikke være den nye Conchita Wurst. Det bliver hurtigt alt for meget, og hele showet ender med at koncentrere sig om alt andet end det egentlig skal – nemlig musikken. Det bliver lidt Hunger Games-agtigt hvis I kan følge mig, med alle de vilde og voldsomme kostumer. Sådan noget er jeg slet ikke til. Næ nej, en lækker sang med grand prix-flow, et flot sceneshow, evt. noget konfetti og nogle gode dansere i baggrunden er nok. Hvis vi skal tænke taktisk, så kunne det godt tænkes at Australien, som nu også er med i konkurrencen, ville give 12 point til Danmark, hvis sang nr. 4 vandt. Anja Nissen som sangen bliver sunget af, er nemlig halv dansker og halv Australier. Smart smart – hvis altså planen ville lykkes. Hvilken sang eller sange stemmer I på?. Hele showet bliver vist i fjernsynet i aften kl. 20:00 på DR1 direkte fra Jyske Bank Boxen. Fortsæt god lørdag til alle jer, og lad os nu sende den rigtige vindersang videre, og vinde hele molevitten!

file-20170126t14-45-24

BAR’ EN LILLE COLLAGE

collage

Solbriller          Bælte          Skjorte          Bukser          Taske          Frakke          Plakat          Poleroid kamera

I år 2017 har jeg nogle ting, som jeg bare SKAL have skaffet mig. Et poleroid kamera står øverst på min liste. Jeg synes at det kunne være super fedt at have, og så tage med til alle de lande, jeg håber at besøge de næste par år, så jeg kunne ende med en væg fyldt af poleroid-feriebilleder. Derfor ser i også tasken. Lige den jeg har valgt til collagen er ikke umiddelbart den jeg vil have skaffet mig. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at finde en gammel som ny taske i en genbrugsbutik, og selv få lavet de smarte rum indeni, så der både er plads til kameraet, en pung og andre nyttige ting at have med på farten. Ud over et kamera og taske til, ville jeg elske at få skaffet mig en kort-plakat, og i stedet for København, så skulle det være over Greve Strand – som er min hjemby, så jeg, ligemeget hvor jeg ender med at flytte hen, ville have mit rigtige hjem ved mig. Et bælte, nogle Celine solbriller, en grå frakke, et par business-bukser, den smukke mørkeblå skjorte og mange mange andre ting håber jeg at få anskaffet mig i år. God weekend til jer!

file-20170126t14-45-24

HJEMSØGT EFTERSKOLEVÆRELSE !?

storytime-hjemsoegt-efterskolevaerelseDet skal lige advares, at det godt kan virke skræmmende for nogle. Men i og med at det er på skrift, tænker jeg ikke, at det er så voldsomt at læse. Jeg vil blot dele en historie med jer, som jeg tænker, kunne være sjov at fortælle jer. Da jeg gik på efterskole for 2 års tid siden, oplevede jeg noget ret underligt, uforklarligt og uhyggeligt. Jeg boede på et ellers ret hyggeligt værelse med min roomie, men hun skulle være derhjemme i et par uger, da hun lige var blevet opereret, så jeg havde hele værelset for mig selv. Jeg stod en aften og lagde tøj sammen, til noget lækkert John Mayer musik. Det skal lige siges at vi havde en metal-sofa på værelset. Jeg hører så et klang fra sofaen, som om nogle slog på den med en negl, og vender mig selvfølgelig om. På det tidspunkt er jeg ikke bange, og får øje på vores vildt flotte lyskæder. Og så glad for indretning som jeg er, kan jeg længe stå og beundre ting. “You love who you love” lød det fra Mayer, som gjorde mig i rigtig hyggestemning. Lige pludselig ser jeg så denne her sofa rykke omkring 20 cm ud fra væggen som den stod op af!. Der var ingen andre på det værelse, end mig. Bange og ude af mig selv, prøvede jeg at tænke over en logisk forklaring på det, og undersøger om en pude er faldet ned, og har kunne rykke sofaen, men ingen af mine teorier var mulige. Så det går hurtigt op for mig, at det kun kan være et spøgelse eller en ånd (jeg fortrækker at kalde det en ånd) som var skyld i det. Med et hjerte der galoperer, skynder jeg mig at tage min mobil, slå lommelygten til, og begiver mig ud på den knaldmørke og stille gang. Jeg gik længere ned af gangen, og bankede på nogle af de andres værelses dør, og der gik lidt tid før de fik åbnet. Døren blev endelig åbnet og jeg spurte med det samme, om jeg kunne sove inde hos dem, fordi min sofa altså bevægede sig af sig selv. Det var intet problem, og selvfølgelig kunne jeg sove hos dem – heldigvis. I mellemtiden stikker et hoved ud fra et mørkt værelse overfor, og jeg får det største chok. “Hvad i alverden laver I?” lød det fra den 2 meter høje fyr, som så meget undrende ud. Jeg fortalte ham, så godt jeg kunne med min rystende stemme hvad der var sket, og sammen listede og krøb vi alle 3 ind på mit værelse for at hente min madras og dyne. Det var sådan en mærkelig- og ikke særlig rar følelse at gå ind på det værelse igen lige efter. Den 2 meter høje fyr lavede et kors-tegn, og så skyndte vi os ellers ud derfra, så hurtigt vi nu kunne med en tung madras. De næste par nætter tog jeg mig sammen og sov inde hos mig selv. Men det var godt nok ikke rart, for jeg følte døgnet rundt, at der stod en og kiggede på mig. Så jeg sov med stort set alt lyset tændt, og havde jeg haft et baseballbat, havde jeg haft det lige ved min side. Selvom det nok ikke ville have hjulpet så meget, nu hvor det ligesom er et spøgelse. Det her er bare én af de mange overnaturlige ting jeg har oplevet. Har I oplevet noget uforklarligt? Skriv det i en kommentar nedenunder.

file-20170126t14-45-24

LÆKRE SQUASHBOLLER

fullsizerender-8Jeg nyder at have vinterferie, og da jeg ikke rigtig havde så meget andet at lave i dag, tænke jeg, at jeg ville lave nogle lækre boller, som en overraskelse til min familie, når de kommer hjem fra arbejde. Dog kunne jeg ikke lade vær med at snuppe en, da de lige var kommet ud af ovnen, mmm. Men som man siger – man skal jo lige smage om de kan spises og serveres. Det er en super nem opskrift og ikke speciel kompliceret, så alle aldre kan være med. Vi har lige i familien fået anskaffet os en røremaskine, og det er så lækkert, ikke længere at behøve at stå og ælte dejen på samme måde, som man ellers skal. Det gør at vi får bagt meget mere, end vi ellers har gjort. Men lad os komme igang med opskriften:

16-17 stk.

1/2 revet squash eller mere hvis det ønskes

100 g havregryn

50 g solsikkekerner

omkring 350 g hvedemel

(mængden af mel afhænger af, hvor fugtig en squash man bruger)

1 æg

2 spsk. olie

1 tsk. salt

2 1/2 dl lunkent vand

25 g gær

vand/mælk eller æg til pensling

Fremgangsmåde: Start med at opløse gæren i det lunkne vand. Bland den revne squash med vand, gær, æg og olie. Herefter tilsættes solsikkekerner, havregryn og salt. Mæt dejen med hvedemel. Dejen æltes til den er fast, men den må ikke blive for tør. Sæt dejen til hævning i en times tid et lunt sted (jeg plejer at stille skålen ud på badeværelset hvor der er gulvvarme). Nu slås bollerne sammen. Rul en pølse og del i omkring 16 boller. Tril bollerne runde og fold forsigtigt dejen ind i sig selv, så du skaber en “stram” overflade. Lad bollerne efterhæve i 20 minutters tid, pensel overfladen med vand, mælk eller æg (jeg brugte mælk til disse), og bag dem derefter i 25 minutter i en forvarmet ovn på 200 grader. Nyd bollerne varme med en klat smør og godt selskab af venner og familie.

file-20170126t14-45-24